Erkendelsen var klart den sværeste i forbindelse med mit stresssammenbrud.

Så tænker du nok, hvorfor var det lige erkendelsen, der var den sværeste? Hvorfor var det ikke det sværeste at skulle arbejde dig ud af stressen og depressionen?

Det skal jeg fortælle dig. For tankerne om:

  • Hvem ville jeg være, hvis jeg gav slip? Ville jeg være en fiasko?
  • Havde jeg levet på en løgn?
  • Hvordan kunne jeg stoppe op – og hvordan gjorde jeg?
  • Hvem skulle jeg bede om hjælp?
  • Hvad ville de andre tænke, hvis jeg valgte mig selv til?

Disse tanker fyldte meget sammen med at:

  • Jeg ikke kunne leve op til mine egne og andres forventninger.
  • Når jeg ikke kunne nå alt det, jeg skulle i døgnet, var jeg så ikke god nok?
  • Hvis jeg nu måtte sige fra, var jeg så ubehjælpsom?
  • Hvis jeg ikke var ”stærk” mere – var jeg så ”svag”?
  • Jeg kunne vel bare tage mig mere sammen og klare det hele, så skulle det nok gå?

Nå ja, så var der naturligvis også frygten for konsekvenserne:

  • Ville jeg miste mit job? Skulle jeg gå fra hus og hjem?
  • Hvordan ville det påvirke mine børn, hvis de så mig ”svag”?
  • Ville min mand have mig?
  • Ville jeg miste mine veninder og venner?
  • Ville jeg blive ensom og isoleret – jeg var jo ensom nok i forvejen. Ikke alene, men ensom!

For mig endte stressen med at være en masse usagt indeni mig og en masse følelser, jeg ikke havde ord for.

Jeg kunne bare mærke, at det hele var blevet for meget. Jeg kunne ikke overskue det mere. Jeg fik ikke min søvn, jeg fik ikke passet på mig selv, jeg følte mig som en dårlig mor, følte mig aldrig god nok. Jeg fik ikke sagt fra men kun til.

Men jeg blev i flere år ved med at gøre det samme og det samme og håbede på, at verden omkring mig ændrede sig. Det var desværre ikke tilfældet!

Så på et tidspunkt måtte jeg jo begynde at kigge på mig selv og min måde at angribe verden på. Jeg startede med at prøve at være ærlig overfor mig selv og mine omgivelser – og så sagde jeg højt, at jeg havde brug for hjælp.

Jeg havde som sagt trukket min erkendelse for længe, og derfor måtte jeg have antidepressiv medicin for at stoppe mine store følelsesmæssige udsving. Derefter gik jeg i samtaleterapi.

Siden har jeg ofte tænkt, hvordan jeg kunne lade det komme så vidt? Det er der mange forklaringer på i min historie, som jeg vil dele med dig her på bloggen hen af vejen.

Jeg valgte at gøre noget andet. Valgte en ny strategi, og det blev det min redning. Men det blev også starten på et nyt liv, nemlig mit liv med mine værdier. Jeg er et menneske, som rummer det hele fra sårbarheden til styrken.

Det var hårdt arbejde at arbejde med mig selv på den måde og begynde at gøre noget andet, end det jeg plejede. Trin for trin, tanke for tanke med selvomsorg og tålmodighed.

Det sværeste for mig var helt klart erkendelsen af min stress.

Stressen var for mig forbundet med frygt, skyld og dårlig samvittighed over ikke at slå til, ikke at være god nok eller være forkert.

At jeg turde være ærlig overfor mig selv, gjorde en kæmpe forskel for mig. Jeg håber alle, der har fået for meget, tør stoppe op og bare stille sig selv spørgsmålene:

  • ”Er jeg ærlig overfor mig selv? – sådan rigtig ærlig?”
  • ”Lever jeg det liv, jeg gerne vil, som er i overensstemmelse med mine værdier?”
  • ”Tør jeg gøre noget andet end det, jeg plejer, når nu ”plejer” ikke virker eller er godt for mig mere?”

Tag ansvar for det liv, du ønsker at leve – det er den bedste gave, du kan forære dig selv, og du kan få den til at holde resten af livet.

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Send gerne en kommentar!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *