Jeg bliver jævnligt spurgt, hvorfor jeg kalder mig praktisk økonomisk rådgiver. Og svaret er egentlig ganske enkelt. Det er, fordi jeg altid arbejder med og taler om økonomi fra et praktisk udgangspunkt.  

For mig er økonomi et håndværk som jeg gennem tiden har sat en ære i at udføre bedst muligt. Og med bedst muligt mener jeg naturligvis korrekt. Men mest af alt skal det være informativt og brugbart, for dem jeg enten har været ansat hos eller for mine kunder.  

Jeg har ingen lang teoretisk økonomisk baggrund bag mig og kan derfor ikke alle teorierne. Det, jeg har gjort i stedet, er at lytte og spørge for at forstå, hvilken forretning jeg skal lave økonomi for. Når jeg lytter og spørger, kan jeg danne mig et indtryk af, hvilke behov ledelsen kan have for at få et overblik over, hvordan det står til med deres virksomhed. Jeg får også et overblik over, hvor stor en økonomiforståelse den enkelte leder har, samt hvilken form for rapporteringstal de har brug for udover de økonomiske.  

Et budget skal være mere end sorte og røde tal 

Når jeg arbejder med virksomhederne, sørger jeg for, at vi forstår hinanden, og at det materiale, vi bruger, er skræddersyet til virksomheden og lederen. Det skal være en informativ økonomisk rapportering og et budget med alle de andre ting, som også kan være vigtige at vide noget om.  

Og det er forskelligt, hvad hver enkelt virksomhed har brug for af detaljer udover de økonomiske tal. Er det f.eks. et fitnesscenter, kunne det være rart at vide noget om antal medlemmer, til- og afgange eller en opdeling af omsætningen. Jeg tilpasser altid budget og rapporteringen til den enkelte virksomhed. 

Når jeg som praktisk økonomisk rådgiver har forståelse for virksomheden, kigger jeg også i økonomiafdelingens arbejdsrutiner efter steder, hvor vi kan bruge informativ bogføring. Det kan f.eks. være ekstra dimensioner, mere sigende bogføringstekster, udnytte et modul i ERP-systemet eller forretningsgangene på tværs af organisationen. Et eller andet sted havner de fleste af virksomhedens data i virksomhedens ERP-system, og så kan man jo lige så godt skrive noget alle kan læse og forstå.  

Der er mange penge at spare i, at medarbejderne trives 

At være praktisk økonomisk rådgiver er for mig også at se alt det, der foregår i resten af organisationen – trivsel og stress, udvikling af mennesker og produkter, adfærd og samarbejde. For kun på tværs af organisationen, faggrænser og heiraki skaber vi økonomiske og menneskelige bæredygtige virksomheder.  

At turde stoppe op og prioritere i en travl hverdag. Skabe balance og tjekke, at alle er med på virksomhedens værdier, hvordan vores adfærd afspejler det vi gerne vil og forståelse for hinanden der skaber rummelighed. Og det er også sund økonomi og fornuftig ledelse at kigge på hele virksomheden.  

Der er mange penge at spare i, at mennesker trives, at alle arbejder i samme retning, rummer hinandens forskelligheder, men også at alle er bevidste om, at kun med en sund økonomi skabes der en bæredygtig virksomhed, der er attraktiv for markedet og for de ansatte på den lange bane. 

Du og din økonomiske rådgiver skal tale samme sprog 

Derudover udfordrer jeg lederne og/eller ejerne til at tage ansvar for at forstå de økonomiske mekanismer i deres virksomhed – også selv om det kan være svært at forstå. Men man må godt kræve af sin økonomiske samarbejdspartner, at de giver sig tid til at tale i et sprog, du forstår. De forstår jo heller ikke, hvis du taler i dit fagsprog, vel? 

Det handler om, at vi øver os i at tale samme sprog, når vi taler god økonomi i virksomhederne. Men det handler også om at forstå, at der ligger god sund økonomisk fornuft i at kigge på hele virksomheden. 

Prioriterer du at forstå din virksomhed – både menneskeligt og økonomisk? Taler du og din økonomiske rådgiver samme sprog? Og har du tillid til, at du kan spørge om alt – også det du ikke forstår? Hvis ikke så start hellere i dag end i morgen. 

Ønsker du mere inspiration til, hvordan din virksomheds økonomi kan vækste og være innovativ – både menneskeligt og økonomisk?  

Så er du altid velkommen til at melde dig til mit nyhedsbrev eller kontakte mig. 

1 svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *